The Time Before
The Time Before
20.06.24-08.09.24
Chantal Joffe & Anna Bjerger
Den ene bor midt i London, den anden ude i de svenske skove. I udstillingen The Time Before genbesøger venneparret og kunstnerkollegaerne Chantal Joffe og Anna Bjerger de fælles interesser, som i sin tid førte dem sammen: litteraturen, poesien, familie og følelser i en række helt nye malerier i stor og lille skala.
Joffe og Bjerger er formet af 1990’ernes kunstscene, og deres værker sitrer af en underliggende og skødesløs coolness, som står i kontrast til den ømhed, hvormed de enkelte motiver er udvalgt. I The Time Before mødes de to kunstnere, og deres værker blander sig med hinanden. I fortolkninger af hverdagens genstande ulmer både kærligheden og katastrofen, fællesskabet forenes med ensomheden og intimiteten med det at blive udstillet.
Bjerger arbejder med en sensitiv dokumentarisme, mens Joffe har fokus på portrættet, og på hvordan relationen mellem mennesker materialiserer sig i et blik eller en kropsholdning. Fælles for de to kunstnere er deres interesse for fotografiet. Joffe har i årevis været dybt optaget af kunstneren Diane Arbus’ fotografiske portrætter, ligesom Bjerger tidligere har arbejdet med fundne fotografier og brugt dem som malerisk forlæg. Til denne udstilling har Bjerger arbejdet med billeder fra sine egne omgivelser og sit liv, hvilket er en ny måde for hende at arbejde.
Fotos: Joakim Züger, Brian Kure




