Resonans & Harmoni
Resonans & Harmoni
16.09.22 - 13.11.22
Svend Sømod
Svend Sømod tager som kunstner udgangspunkt i matematik. Matematiske formler og figurer har traditionelt været anvendt som understøttende kompositionsprincipper inden for arkitektur, musik og billedkunst. I Resonans & Harmoni inddrager Svend Sømod matematiske principper til at generere tre nye installationer.
Udstillingens hovedinstallation består af en form for instrument opbygget af 16 stålrør, der er installeret med hver sin lyskegle i en symmetrisk søjlegang. I hvert rør sidder en højtaler, der spiller sinustoner stemt til rørets længde og repræsenterer specifikke resonansfrekvenser. Lyd og lys ændrer intensitet og farve i henhold til udviklingen i en algoritme, der baserer sig på en variabels fortløbende inddeling i løbende ulige heltal (I, III, IIIII, IIIIIII, osv.). Det skaber en nærmest messende lyd- og lyskomposition.
Stemningen forvarsles allerede i udstillingens indledende lyd-, lys- og varmeinstallation, som er afstemt efter den store installations resonerende lyde. Matematikken bag udstillingens afsluttende værk, en såkaldt laserspirograf, der tegner geometriske ’blomster’ i varierende grad af kompleksitet på udstillingens endevæg, overlapper og indgår dermed også i en symbiotisk helhed med udstillings hovedværk.
Om Svend Sømod
Svend Sømod (f. 1992) tog i 2021 afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og bor og arbejder i København. Hans kunst fordeler sig over forskellige discipliner – en praksis, der kan ses i forlængelse af Gesamtkunstwerktraditionen fra 1800-tallet. Her handler det om at koble flere kunstformer til et helhedsværk, som hos komponisten Richard Wagner, der var fortaler for at inddrage såvel musik, teater som visuel kunst for at opnå den rette stemning i sine operaværker. Helhedsværket, der favner flere sanselige dimensioner, er også grundlaget for Sømods arbejde, som, ud over lyd- og lysinstallationer, indbefatter så forskellige formater som skulptur, maleri, grafik, udsmykning, møbler, lamper, drinksbar og sågar en cocktailprinter.
Fotos: © Svend Sømod, Jan Søndergaard




