ÅBENT I DAG

EN

KIPPLE

KIPPLE
31.03.23 - 06.08.23

Marie Rud Rosenzweig
Marie Rud Rosenzweig (f. 1991) præsenterer med KIPPLE sin første soloudstilling i en kunstinstitution. Rosenzweig undersøger igennem en række nye værker vores forhold til den materielle virkelighed. Med afsæt i en genforhandling af det frasorterede og opbrugte kredser udstillingen om en undren over, hvordan materialitet skaber vores virkelighed, og hvordan tilsyneladende passive genstande kan påvirke vores adfærd. Med dette perspektiv defineres genstande ikke længere kun af deres funktion – eller mangel på samme – men i lige så høj grad af deres materialitet i sig selv, såvel som af de historier, personer eller traditioner, der knytter sig til dem.

Med udstillingen sammenstiller Rosenzweig en serie fotografier, skabt i samarbejde med fotograf Josefine Seifert, med en række mindre malerier og en større gulvinstallation. Fællesmotivet for fotografierne er ophobninger af genstande i forskellige former for skåle. Genstandene er en blanding af vigtige og ubrugelige småting i transit. De fotograferede skåle udgør en form for indirekte portrætter af kunstnerens bekendte og af en almen, men intim adfærd. Udstillingens malerier bevæger sig mellem det konkrete og det drømmende. Omrids af værktøj og hænder blandes med besjælede genstande, popkulturelle referencer og blomsterknopper for at undersøge relationerne mellem os og de rum og objekter, vi omgives af. Udstillingens sidste værkelement er også det største; en installation bestående af aflagte gulvfragmenter, der stammer fra en idrætshal i Vestbjerg i Nordjylland. Idrætsgulvets farvede linjeforløb er forbundet med boldspil og leg, og er skabt til at lede kroppens bevægelser i præ-definerede forløb. I dets nye og fragmenterede form brydes de oprindelige forløb, og inviterer os til at finde på nye måder at bevæge os på.

En afgørende inspiration for udstillingen er Philip K. Dicks science fiction-roman Do Androids Dream of Electric Sheep? fra 1968. Dick introducerede i bogen begrebet “kipple”, der henviser til kasserede ting i småformat. På trods af deres status som ubrugelige og forældede har disse genstande tilsyneladende en evne til at formere sig og fremstår derfor nærmest levende. Udstillingens undersøgelser af relationen mellem “døde” genstande og et “levende” materiale rejser spørgsmålet om, hvorvidt det døde, tingslige i verden faktisk kan adskilles fra det levende.

Marie Rud Rosenzweig bor og arbejder i København. Hun dimitterede i 2022 fra Det Fynske Kunstakademi og har tidligere studeret ved Universität der Künste Berlin og Kunstakademie Düsseldorf. Udstillingen i GL STRAND forsætter hendes flerårige undersøgelse af forskellige eksistensformer og deres indbyrdes relationer.

Fotos: Malle Madsen

Cover image
Cover image
Cover image
Cover image
Cover image