ÅBENT I DAG

EN

Good Morning Midnight

Good Morning Midnight
23.08.23 - 22.10.23

Rachel Rose
Den amerikanske kunster Rachel Rose (f. 1986) står i dag som en af sin generations helt centrale kunstnere, der gennem visuelt overraskende og forførende billedeksperimenter sætter fokus på vor tids aktuelle problemstillinger: Menneskets påvirkning af naturen og landskabet og vores voksende forbrug af teknologi. Hun er primært kendt for sine videoværker, men arbejder også med maleri, tegning og skulptur – ofte som samlede installatoriske værker.

Roses værker vokser ud af både skelsættende begivenheder i den vestlige historie og den nære hverdag. I udstillingen Good Morning Midnight er omdrejningspunktet hendes undersøgelser af de historiske forudsætninger for og paralleller til nutidens kriser. Det markante filmværk, Enclosure (2019), handler om fællesskab, ejerskab og hvordan skiftende samfundsforhold og magtstrukturer kan aflæses i landskabet. Med afsæt i bevægelsen The Enclosure Movement i 1600-tallets England, der bragte den frie dyrkning af landet til ophør, tager Rose et kritisk opgør med den tidlige kapitalismes påvirkning af landskabet og de enorme samfundsmæssige omvæltninger, den afstedkom. Enclosure vises sammen med skulpturer, formet af sten og glas, der gennem materialerne forbinder fortid med nutid.

I sit seneste værk, The Last Day (2023), arbejder Rose fra børneværelset, hvorfra hun favner jordens udvikling i en både poetiske og usædvanlig fortolkning af vores fælles historie. Filmen er skabt af 1.800 enkeltstående fotografier, optaget på hendes børns værelse og repræsenterer en udviklingshistorie i syv dage. Hver dag skildrer en epoke i jordens historie fra tiden før plante- og dyrelivet opstod, over juratiden og menneskets fremkomst, frem til industrialiseringen og til sidst fremtiden, og er iscenesat gennem børnenes legetøj. Børnenes leg og forestillingsverden blander sig således med den store historiefortælling. I udstillingen præsenteres The Last Day sammen med tegninger, der tager afsæt i eventyr, godnathistorier og tegnefilm.

Fotos: Rachel Rose, Léa Nielsen

Cover image
Cover image
Cover image
Cover image
Cover image