ÅBENT I DAG

EN

Freedom of Forms

Freedom of Forms
21.04 - 06.06.2021

Geta Brӑtescu
Geta Brӑtescu (1926-2018) er en af Rumæniens store avantgarde kunstnere. I løbet af syv årtier skaber hun et omfattende værk, hvoraf store dele bliver til under landets undertrykkende kommunistiske styre, der opløses i 1989. Brӑtescus kunstpraksis står fra begyndelsen i modsætning hertil. Hun arbejder med frie undersøgende og performative processer og på tværs af forskellige formater. Udstillingen Freedom of Forms præsenterer for første gang i Danmark et bredt udvalg af Brӑtescus virke inden for tegning, collage, fotografi, film og skulptur.

Gennem sin lange karriere vender Geta Brӑtescu gang på gang tilbage til de samme temaer, der optager hende: tegningens udtryksmuligheder, kunstnerens krop og identitet, kvindelige arketyper i litteraturen, samt forbindelserne mellem erindring og historie. Hun søger tidligt inspiration på rejser. Trods strenge rejserestriktioner for alle rumænere får hun som medlem af landets billedkunstnerforbund, UAP, fra slutningen af 1950’erne mulighed for at besøge flere vestlige og østeuropæiske lande. Her opsøger hun kunsthistorien på museer og reflekterer over arkitekturen og de pågældende landes samtidskunstscene.

I hjemmet i Bukarest finder Geta Brӑtescu desuden stor inspiration i arvede litterære klassikere, designikoner og dagligdagens materialer. I lejligheden indretter hun fra begyndelsen et atelier, hvor hun arbejder til det sidste – kun afbrudt af perioden 1977-1990, hvor hun har atelier i nærheden af kunstakademiet i Bukarest.. For Brӑtescu er et atelier dog ikke kun et fysisk rum, men også et mentalt refleksionsrum. Det indfinder sig fx i hendes mange dagbøger og rejseberetninger, herunder den publicerede Atelier Vagabond (Vandrende atelier), som blandt andet indeholder beskrivelser fra hendes rejse til Danmark i 1985.

Teksten og det at skrive er livet igennem lige så vigtigt for Brӑtescu som at udtrykke sig i billeder. Som ung studerer hun derfor både litteraturvidenskab på universitetet og på kunstakademiet i Bukarest. I 1948 tvinger den politiske situation i Rumænien hende imidlertid til at opgive begge uddannelser. Hendes familiære baggrund med forældre, der er apotekere, er ifølge det kommunistiske parti for borgerlig. I stedet slår hun vejen ind på en karriere som teknisk tegner og siden grafisk designer og illustrator. Senere får hun ligeledes stor betydning i sin mangeårige rolle som leder af grafisk design på det væsentlige litterære magasin Secolul 20 (sidenhen Secolul 21). Sideløbende udvikler Brӑtescu igennem alle årene sin billedkunst og opnår i 1960’erne stigende national anerkendelse. I samme periode begynder hun desuden at være aktiv internationalt og deltager fra midten af 1980erne på et større antal udstillinger i udlandet. Den største anerkendelse modtager Brӑtescu i 2017, året før hun dør, da hun som den første kvindelige kunstner i Rumænien får en soloudstilling i den rumænske pavillon på Venedig Biennalen.

Cover image
Cover image