Cosmic Coastline
Cosmic Coastline
12.11.21 - 20.02.22
Amalie Jakobsen
Den natlige stjernehimmel har altid draget og sat os i stand til at drømme om fjerne og fremtidige verdener. I dag kan det ydre rum synes tættere på end nogen sinde. Et forhold som ikke mindst skyldes en øget aktivitet i rummet med blandt andet satellitter, der i stadigt større antal hober sig op i kredsløb omkring Jorden. Satellitter er ikke kun blevet en helt uundværlig del af det moderne, globale liv ved at understøtte forskning, sikkerhed, kommunikation med mere. Det stigende antal satellitter i rummet udgør en reel fare for, at satellitter bliver beskadiget ved sammenstød med andre satellitter, rumaffald eller andre rumlegemer – en situation, der i sidste ende risikerer at skabe sammenbrud og kaos. Rumindustriens paradoksale betydning for vores liv i dag og i fremtiden danner baggrund for Amalie Jakobsens udstilling Cosmic Coastline, hvor hun præsenterer helt nye skulpturer og en animationsfilm.
De stadigt mere fortættede satellit-baner omkring Jorden kan ifølge den britiske forsker i international politik, Bleddyn E. Bowen, opfattes som en ny kosmisk kystlinje, der har potentiale til at blive en ny kosmisk krigsfront. Fra denne front vil vi i fremtiden søge ny viden og nye rigdomme, og herfra vil nationale og industrielle interesser derfor blive forsvaret. Amalie Jakobsens udstillingstitel tager konkret afsæt i teorien, ligesom udstillingens værker henter inspiration i teoriens overvejelser. En række marmorskulpturer sætter på spekulativ vis scenen for rumindustriens jagt på vand, mineraler og andre værdifulde ressourcer i asteroider. Alt imens en kompleks satellitskulptur udfører en robotperformance i samspil med udstillingsgæsten. Det hele indrammes af en dobbeltprojiceret animationsfilm, der sætter rumteknologiens fremtidsperspektiver i spil på både poetisk og foruroligende vis.
Amalie Jakobsen (f. 1989) bor og arbejder i Berlin og er uddannet fra Goldsmiths University of London. Jakobsen har udstillet bredt både internationalt og i Danmark og er repræsenteret i flere danske samlinger, ligesom hun har skabt indtil flere udsmykninger til offentlige bygninger i Danmark.
Fotos: David Stjernholm




