Udstillingsåbning - Benedikte Bjerre og Ursula Munch-Petersen
21. maj
16:00-20:00
Kameler, chokolademønter, mælkebøtter og næbkander. Sommerens udstillinger åbner den 21. maj kl. 16–20.
I Benedikte Bjerres (f. 1987) CAPITAL møder du store glasfiber-kameler, mosgrønne æg, bronzestøbte discountbrød og chokolade pakket ind i guld. I Ursula Munch-Petersens (1937–2025) Lyst folder et livslangt arbejde med leret sig ud gennem organiske former, mælkebøtter, relieffer, skitser og keramiske værker.
Efter åbningstale af direktør Nanna Hjortenberg kl. 17 kan man komme bag om CAPITAL i en samtale mellem Benedikte Bjerre og kurator Mai Dengsøe.
Den brasilianskfødte, Berlin-baserede kunstner og kok Caique Tizzi opfører Frutologias i gården – en installation, der både kan ses og spises. Tizzi har præsenteret middage og gastronomiske installationer på institutioner som KW Institute for Contemporary Art, Gropius Bau og Neue Nationalgalerie i Berlin.
Komponist og musiker Maria Bertel spiller på forstærket trombone, og forfatter og kunsthistoriker Ida Marie Hede læser op af egne digte om Ursula Munch-Petersens drømme og liv, som hun har skrevet til udstillingen.
Program
Vi glæder os til at se dig i Gammel Strand!




