ÅBENT I DAG

EN

Kære far - Talks i Gammel Strand

I forbindelse med udstillingen Daddy Issues præsenterer Gammel Strand en række samtaler, hvor det maskuline dominerer. Vi dykker ned i de arketypiske fortællinger om den dominerende patriark, den inspirerende – men ofte fraværende – far og en ny generation af mænd, som kæmper med ønsket om at blive far i en verden, der konstant udfordrer forståelsen af køn og maskulinitet.

Samtalerne modereres af Kristoffer Zøllner, far, søn, forfatter, journalist. Sammen med en række gæster dykker han ned i de komplekse far-barn-forhold og fortællingerne om svigt, dæmonisering, spejling, opgør, misbrug, idealisering – og alle gråzonerne midt mellem dem.

Om kunst, opgør og arv
Per Arnoldi & Jokum Rohde

19. marts kl. 17.00-18.00

Per Arnoldi (f. 1941) er en autodidakt, modernistisk kunstner og er kendt for sit stramme og let genkendelige form- og farvesprog. Hans søn, dramatikeren og forfatteren Jokum Rohde (f. 1970), har i sine værker søgt det modsatte: slum, porno, drab og destruktion. De to mødes i en samtale om, hvad der driver dem hver især og om at repræsentere noget forskelligt i kunsten. Om sønnens opgør med farens gentagelser, hvad det var han flygtede fra, og hvad han alligevel tog med sig.

Køb billet her.

Faderopgøret
Kaspar Bonnén & Thomas Boberg

23. april kl. 17.00-18.00

I 2020 udgav billedkunstneren Kaspar Bonnén (f. 1968) bogen 'Bag om min far', der handler om, hvordan han gennem hele sit liv søgte sin fars, kunstneren Peter Bonnéns (1945-2022), opmærksomhed. En bog, der reflekterer over, hvorfor deres forhold var så forkvaklet – men også udtrykker et håb om forsoning.

Også forfatteren Thomas Boberg (f. 1960) har skrevet om sin far, kunstneren Jørgen Boberg (1940-2009), i digtsamlingen '69 dæmoner'. Her gør han op med faderfiguren og med forestillingen om faren som patriark, ophav og dæmon, der i forskellige skikkelser har præget og plaget sine omgivelser gennem tiden.

Køb billet her.

Cover image
Cover image
Cover image
Cover image
Cover image