Gammel Strand lagde i oktober hus til et unikt møde mellem kunstner Inuuteq Storch og professor Minik Rosing, hvor de dekonstruerede spørgsmålet om en fælles grønlandsk identitet. Skribent Nanna Friis har fanget samtalens essens.

Tekst Nanna Friis

To mænd med hver sin lille headset-mikrofon foran munden, den ene lader til at være hjemmevant med sådan en om hovedet, den anden mere ny udi erfaringen at opleve egen højtalerforstærkede stemme. Den ene mand er Minik Rosing, den anden Inuuteq Storch, henholdsvis professor i geolog og billedkunstner, begge er de grønlændere.
Og det er det, de skal tale om under overskriften Kalaallit Nunaat – grønlandsk identitet mellem øjebliksbillede og milliongammel granit.

I anledning af udstillingen After The Sun har Gammel Strand arrangeret tre samtaler, alle modereret af historiker og journalist Christoffer Emil Bruun. Denne premiere, dette møde mellem en repræsentant for videnskaben og en repræsentant for kunsten, lader til at være en oplagt begyndelse på kontekstualiseringen af en udstilling, der omfatter en del krydsfelter mellem netop kunst og naturvidenskab. I sin introduktion bemærker Christoffer Emil Bruun, hvordan vi i mødet mellem geologien og fotokunsten beskæftiger os med ”et meget stort spænd mellem den fjerneste fortid og den brændende samtid – og det kan jo ikke være et bedre udgangspunkt for at tale sammen”. Så er vi ligesom i gang.

Når samtalens overskrift er det grønlandske navn for Grønland – der i øvrigt betyder menneskenes land – lægges der selvfølgelig ikke overraskende ud med et forsøg på at nærme sig grønlandsk identitet. Formuleret af grønlændere. Inuuteq Storch kommer som det første ind på, hvordan hans billeder handler meget om identitet.
”Når jeg snakker dansk, er jeg en person, når jeg snakker grønlandsk, er jeg anden person. Bestemte steder har jeg bestemte identiteter, mine billeder handler om min identitet specifikke steder. For eksempel er fotoserien Keepers of the Ocean inspireret af vores udsigt derhjemme, billederne handler om min identitet i min hjemby, Sisimiut.”

På spørgsmålet om hvorvidt det er muligt at tale om et grønlandsk billedsprog fortsætter Storch sin overvejelse af identitet som noget individuelt og understreger: ”Vi er forskellige mennesker, der er forskellige svar”.

”Det er noget af det, der er mest brug for, når man er fra Grønland” supplerer Minik Rosing, ”at man ikke skal tage stilling til hvilken ’pakke’ man er, men at hver person har sin egen identitet. I virkeligheden er der brug for en dekonstruktion af hele identitetsspørgsmålet. Det må være op til hver enkelt at afgøre. Og det er noget af det Inuuteqs billeder kan. De adskiller sig meget fra måder Grønland ofte bliver portrætteret på, stor, vild natur og den slags. Blødheden og sårbarheden i motiverne tror jeg netop er det folk i Grønland ser, når de ser sig omkring. De ser ikke fjeldet udenfor, det har de set 100.000 gange før, de ser menneskerne”.

Der er med andre ord tale om Grønland set med et grønlandsk blik – og fordi det i al sin enkelhed er menneskeøjne, der kigger gennem kameraet, er motiverne almenmenneskelige frem for noget man kan stoppe ind i en specifik grønlandsk identitetskasse.

Fra identitetsspørgsmålene bevæger samtalen sig over mod geologien. Fra fotografi som medie til sten som medie. I vanlig videnskabsformidlingsstil trækker Minik Rosing en parallel mellem hurtige snapshots og ældgamle sten – øjebliksbilledet relativiseres så at sige.
”Hvor langt er et øjeblik egentlig?” spørger han retorisk. ”Kan det være en milliard år? Noget af det fantastiske ved vores jord er, at den er et meget begivenhedsløst sted. Geologi udspiller sig over lange tidsrum, men den beskæftiger sig med øjebliksbilleder, der er frosset ind i stenen og adskilt af millioner af år.”
De ældste sten, Rosing har beskæftiget sig med, er omkring 3,8 milliarder år gamle – et tal han i øvrigt mener er meningsløst og umuligt at prøve at forstå – men i forhold til det enorme tidsperspektiv i udstillingstitlen, understreger han, at menneskeheden i dag faktisk har kræfter ”som er store nok til, at vi på ganske kort tid kan gøre noget, der ellers ville tage jorden millioner af år”.

Således subtilt og med al tydelighed advaret om menneskets indflydelse på planetens velbefindende vendes opmærksomheden igen mod Grønlands selvforståelse i forhold til det kontemporære Skandinavien, som udstillingen After The Sun vokser ud af og zoomer ind på. Inuuteq Storch og Minik Rosing taler om, hvordan Grønland både er en del af Skandinavien og en del af inuit som rummer adskillige sprog og folk. Men, påpeger Minik Rosing, Grønland adskiller sig fra oprindelige folk i f.eks. Alaska og Canada:
”Mange af dem blev ramt af omverdenen for ganske nylig, hvor Grønland via Danmark jo har haft 300 års oplysningstid. Men Grønlands historie er også meget længere end nogle hundrede års dansk dominans, sammensætningen af folk er mere kompleks. I lang tid var vi en del af Danmark, men at sige at vi var et fuldstændig sammenhængende, oprindeligt folk, der blev kørt over af verden for nogle få hundrede år siden, er også forkert. Grønland er et specielt sted.”

Og forholdet til Danmark er ambivalent.

”Hvis du bor i Grønland, forventes du at vide alt om Danmark, men hvis du bor i Danmark, forventes det ikke, at du ved noget om Grønland – og det gør de fleste heller ikke.”

Salens danske publikum griner lavmælt med strejf af akkurat det ubehag som sådanne stikpiller (med rette) udløser.

Tilbage på kunst- og udstillingssporet. Adspurgt om, hvad det gør ved Inuuteq Storch og hans arbejde at opleve After The Sun, erklærer han ukrukket, at der først kom et kulturhus i hans hjemby, da han var 19 år.
”Jeg er megadårlig til at se udstillinger. Jeg er ikke uddannet kunstner, jeg er fotograf, jeg ved ikke hvordan jeg endte med at blive en god udstillingslaver.”

I virkeligheden er kunst et vestligt påfund, mener han.
”Det er ikke en del af inuits koncepter. Man lavede kunst for at skabe håb. Dekorerede harpunen med det dyr, den helst skulle kunne fange.”

Der findes ikke et grønlandsk ord for kunst, og Minik Rosing uddyber, hvordan inuittraditioner er mere optaget af besjæling, at gøre ting smukke med funktion og (over)tro for øje. I et land med meget mørke handler udformningen af et objekt også om det, man ikke kan se, om overflade, form, følelse.
”Grønlændere er nok mere åndelige,” tilføjer Inuuteq Storch. ”Vi har haft brug for meget håb. Det har vi måske stadigvæk.”

Hele samtalen har penduleret ubesværet mellem kunst og videnskab, og Christoffer Emil Bruun fortsætter ved at spørge Minik Rosing, om han er åndemaner, om ånderne findes i den geologiske praksis.

”Svaret er nej” siger professoren kort ”men det handler også om, hvad man mener med ordet. Det er ikke en objektiv proces at bedrive geologisk videnskab, der ligger noget i udvælgelsen af sten for eksempel, det er visse sten man vælger at høre historien fra.”

Afslutningsvis bevæger samtalen sig i en vældig konkret, opløftende retning, da Minik Rosing fortæller om sit nyeste projekt: udvinding og distribuering af et mineral der findes i rå mængder i det grønlandske grundfjeld. Som han siger: ”Næsten alt hvad vi spiser, kommer fra ganske få lande, som ligger i en pæn krans omkring den nordlige halvkugle, men i troperne og subtroperne har regnvand gennem hundrede millioner af år opløst næringsstofferne. Her mangler man altså nogle friske mineraler, og de mineraler findes i Grønland, i kolossale, uhyrlige, sindssyge mængder – og har i øvrigt den bivirkning, at når næringsstofferne frigives, trækkes der samtidig CO2 ud af atmosfæren. Grønland bliver altså en del af løsningen fremfor at være det symptom på klimaproblemer, det altid bliver markedsført som. Jeg tror, Grønland får et andet syn på sig selv og verden får et andet syn på Grønland. Det er nærmest den største gevinst.”

Hvis der er noget Inuuteq Storch og Minik Rosings meget forskellige praksisser deles om, er det nok dette: at give Grønland andre og flere blikke på sig selv, at give verden andre og flere blikke på Grønland.